| |
|
Hvordan
kan jeg iagttage barnets udvikling? |
|
Et
barn bliver født. Allerede i maven og straks udenfor finder en konstant udvikling sted.
Alle udviklingstrin har sin tid. Når et barn med et år ikke kan sidde, er der muligvis
et eller andet i vejen. Ellers er det nok en god ide, at lade barnet bestemme sit
tempo selv. Det skal ikke måles med naboens barn men med sig selv og de fremskridt det
gør kontinuerligt; altså den individuelle udvikling. |
De
første øjeblikke i et barns liv |
Det
første, et barn gør, er at skrige, så leder det straks efter morens bryst og prøver at
sutte. Det er en fantastisk oplevelse for de nybagte forældre. Og det lille barn har et
behov for kontakt og berøring. Det kan endnu ikke
se, dog er lyset helt anderledes end i morens mave. Også lugten er ny og fremmed.
Verdenen har en anden temperatur og er ikke våd længere. Sanser, som lugt, syn, hørelse
og den taktile sans, bliver aktiveret og sender impulser til hjernen.
Barnet er blevet gynget i ni måneder og har ligget i
konstant varme, beskyttet af mavens væske og begrænsning. Nu skal det ligge selv i en
hård vugge. Det er en barsk start på livet. Men sådan er det. Og de voksne har den
opgave og forpligtigelse at vejlede det ufærdige menneske et godt stykke af vejen.
For at sige det med Maria Montessori: Hjælp mig at kunne selv.
|
Fungerer sanserne
hensigtsmæssig?
|
Hvis
en sans bortfalder eller er ødelagt, overtager en anden sans den funktion. Er man f.eks.
blind, overtager den taktile sans øjnenes funktion, idet den blinde føler med sine
hænder; ser med dem på sin vis. Hvis man som
forældre, pædagog, lærer eller andre opdager, at dette barn ikke udvikler sig
hensynsmæssigt, må man få undersøgt, om sanserne er veludviklet og om hørelsen og
synet er i orden.
Men sansefunktion kan være forstyrret selv om hørelsen,
synet og den taktile sansning virker udmærket. Det kan skyldes at barnet ikke er i stand
til at skille sanseindtryk fra. Informationer fra sanserne til hjernen bliver ikke rigtig
bearbejdet og bliver konfus. Barnet har ikke lært at vælge mellem de nyttige og uduelige
informationer, kan ikke indordne sanseindtryk og kopple dem sammen med erfaringerne for at
integrere dem i det centrale nervesystem.
Tit vil børn med en fejludvikling opføre sig
mærkelige. Det skriger for eksempel meget eller er bange og usikker, kan ikke lide at
være sammen med andre børn. De kan ikke lide højder, kan ikke gå på trapper.
|
Børn,
som ser på når de andre leger
|
Børn,
som er bange for en bold, når den kommer flyvende har muligvis problemer med synet, med
øje-håndkoordination eller med balancen. Men helt sikkert oplever de også sociale
nederlag, fordi ingen vil have dem med på holdet. Et
barn med en understimuleret labyrintsans, kan ikke lide at gynge og sætter sig heller i
sandkassen for at undgå at blive svimmel. Et andet barn styrter rundt med hurtig fart,
det kan ikke stoppe og kan slet ikke lide at få hovedet nedad.
Er griberefleksen under fødderne stadig til stede, kan
barnet ikke lide at gå barfodet, fordi det irriterer. Det vil gå på tæerne, fordi
hårdt tryk bevirker at irritationen er mindre.
Hvis et barn ikke kan lide at blive rørt ved eller
bliver irriteret, når tøjet sidder for tæt på kroppen, skyldes det nok at taktilsansen
er blevet forsømt. Måske er galantrefleksen, som befinder sig på ryggen af barnet, er
stadig til stede og irriterer, når noget kommer imod.
Når et barn ikke vil tale eller er sent i sin sproglige
udvikling, kan det har flere årsager. Hvordan har ørene det? En nedsat hørelse over
længere tid kan betyde, at barnet ikke har kunnet imitere sin omverdenens brug af
sproget. Synet har også en stor betydning for sprogindlæringen. Barnet ser og hører og
forstår. Også små konflikter i familien, kan belaste barnet, så det ikke have lyst at
tale.
Børn lærer at tale ved at gentage ord igen og igen og
bliver derigennem sikker. Det kan være en hård prøve for de voksne. Men lad barnet
snakke og dræb ikke dets lyst til kommunikation ved at sige, at det er noget værre
sludder.
Gennem interaktion med andre udvikles ikke kun tale
og sprog, men også hjernen. Bare sidde og høre på er ikke nok. Spørgsmål og svar og
nye spørgsmål hjælper barnet videre i sin udvikling. Denne interaktion starter allerede
med barnets første smil, eller når det lille barn prøver på at danne de første lyde.
Med store øjne ser det på forældrene og venter på opmuntrende respons.
Børn med en dårlig fungerende kinæsthesisans mangler
evne til at opfatte sin egen krop. De kan ikke standse deres bevægelse, falder, vælter,
kan ikke støtte fra med hænderne.
Ikke differencerede fingerbevægelser er tegn på
finmotoriske problemer. De spiser dårligt, griser ved bordet, holder forkert på skeen.
|
Tidlig indsats |
Her
finder du ikke en nøjagtig oversigt eller skema over barnets udvikling, som f.eks. Piaget har
beskrevet det. Det må man se efter i bøger eller i internettet eller spørge en læge.
Hvert barn er et individ og burde har mulighed for at udvikle sig gennem leg. Hvordan kan jeg iagttage, om et barn udvikler sig
hensigtsmæssigt? Man skal være opmærksom på, at rækkefølgen i barnets grundmotoriske
udvikling overholdes.
Motorisk udvikling: hovedløft; trille fra mave
til ryg; trille fra ryg til mave; krybe; sidde; kravle; sætte sig op; stå.
Sanserne: taktil,-labyrint,-og stillingsansen;
hør; syn; lugt; smag.
Den traditionelle metode at lave en slags diagnose på,
er at lave en test. Gennem fastlagde undersøgelsesbetingelser og detaljerede spørgsmål
prøver testeren at få et billede af den undersøgte og finde stedet hvor deficiten
ligger. I konklusionen af denne test finder man frem til, hvordan barnet kan hjælpes, og
på hvilken måde træningen skal foregå. Og så skal træningen helst foretages dagligt.
Det, der hjælper barnet mest, er en tidlig indsats. Man
skal ikke være bange for at spørge om råd, hvis man er i tvivl.
|
|