For at få kendskab til hjernefunktionen har forskellige videnskabsgrene beskæftiget sig med at forske i det i den sidste tid. Jeg vil kun give et groft billede af hjernen. Jeg vil lade være med at gå i detaljer, men overlade det til neuroeksperterne. Og man må slå op i den omfattende litteratur om emnet.

Hvis man er sulten, giver hjernen kroppen gennem muskler og det motoriske system besked om, at der skal søges føde. Og hvis vi befinder os i en farlig situation, bliver der sendt signaler om at tage sig i agt på en hensigtsmæssig måde. F.eks. trækker man hurtigt sine fingre tilbage, når man holder på noget varmt eller lignende.

Hvis vi vil dække bord om morgenen, vil det for det første være en god ting at kunne se. For at stille tingene på den rette plads, skal vi have styr på balancen, skal have fornemmelse for rum og retning. Vi skal vide lidt om højre og venstre side, kunne mærke om kaffen er kold eller for varmt, og meget mere.

Hele handlingen bliver lynhurtig planlagt i hjernen, opgaverne bliver fordelt til forskellige dele i hjernen, således at bevægelserne bliver pæne og korrekte og hinsigtsmæssige; at vi ikke løber mod bordet og sætter os forkert på stolen, men bare kan nyde kaffen.

Naturen på vores planet har forandret sig drastisk. Tid og rum, temperatur, afstande og mulighederne har fået en anden betydning. Dette stiller store krav til organismen. Så er det godt med et nervesystem, som giver hurtig besked om at reagere.

Organismens celler har ikke ændret sig, det indre miljø har de samme behov, mens det ydre miljø skal tilpasse sig nye opgaver. Det har sat udviklingen af hjernen igang.

Fantastisk ved hjernen er, at intet af det gamle bliver smidt ud eller forsvinder, selv om der konstant kommer nyt til. Hjernen rummer alle urgamle funktioner og dele sammen med nye dele og funktioner. Man kan sammenligne hjernen med et gammelt hus, hvor der bliver installeret nye rum og hjørner i løbet af tusinder af år uden at gamle tilbygninger eller rum skulle fjernes eller restaureres. I hjernen er gammelt og nyt ved siden af hinanden.

Den del af hjernen, som tager sig af signalerne fra organismen, er hjernestammen. Den er ansvarlig for det indre miljø og har ikke skullet udvikle sig, idet behovene er stort set de samme i alle tider. At storhjernens bark har udviklet sig i det omfang, er nødvendigt for at bearbejde signaler fra det ydre miljø. En tredje del af hjernen, det limbiske system, ligger imellem begge de andre dele og har til funktion at det “gamle” system, hjernestammen, og det “nye” højtudviklede system, hjernebarken, kan kommunikere med hinanden.

I vores tid er man måske lidt for meget interesseret i at forandre, effektivere, forbedre verdenen og derved at glemme at være opmærksom på de indre behov.

Det limbiske system er relateret til emotionelle svingninger, musik, positive og negative egenskaber. Ting, der har med følelser og sociale erfaringer og overlevelsesreaktioner at gøre, som glæde, vrede, frygt, aggresivitet, er placeret her. Hvis vi er bange eller nervøse, får vi tynd mave.

Kropsfunktioner som temperatur og blodtryk, søvn og vågenhed bliver styret fra det limbiske system.

Kreativiteten, som kun mennesker har, ligger her.

Ved all aktivitet i hjernen samarbejder alle hjernedele. De står i forbindelse med hinanden og hele hjernen har indflydelse på hjernens sensoriske og motoriske funktioner.

Heldigvis er hjernen indrettet sådan, at nogle indtryk bliver fremmet og andre hæmmet. I hjernestammen er der en blok, som smider indryk ud eller henter dem frem igen. Alt efter behov. Det er en fantastisk indretning, fordi ingen kan forarbejde alle tusinder af indtryk, som man bliver bombaderet med i løbet af et minut, f.eks.

Sådan en hemisfærespecialisering findes kun hos mennesker. Venstre halvdel står for præcisionsarbejde og højre halvdelen har overblikket.

Når vi ser en hest, tænker vi ikke: der er fire ben, den lugter streng, den har en manke o.s.v. Det ville tage lang tid for os at samle alle oplysninger for at finde ud af at det er en hest og ingen ko. Højre hjernehalvdel kan praktisk nok, samle alle indtryk og give det det navn eller den betegnelsen objektet skal have. På samme måde kan vi genkende folk. Vi skal ikke gennemgå alle detaljer, men ser helheden.

Højre hjernehalvdel fungerer visuel. Den koder informationer efter det analoge system. Her bliver der overvejet, hvilken måde man siger tingene på.

Rumlige relationer og kropsfornemmelse er placeret her. Kreativitet og følelser ligger i denne del af hjernen.

Detaljerne bliver analyseret, ordnet og lagt i rækkefølge. Den arbejder auditiv.

Det intellektuelle, abstrakte har her til huse. Tale, sprog, læsning foregår her. Sprog og tale kan kun forstås, når man kan dele en enhed i små enkelte dele for så at kunne sætte dem sammen igen til et enhedsbillede. Ting bliver modtaget i rækkefølge, i sekvencer, del for del.

Det er efter digital system, her gælder ja/nej, glad/vred.

I vores tid, hvor sproget har så stor betydning, vægtes stimulation af venstre hjernehalvdel mere.

Det er kun mennesket, som kan opfatte analytisk og syntetisk. Vi vælger dog ikke mellem brug af den ene eller anden art. Begge hjernehalvdele arbejder altid sammen og samtidig.

Mellem begge hemisfærer befinder sig en bro, som bliver kaldt corpus callosum. Denne bro sørger for koordinering af begge halvdele. Alt hvad den ene halvdel arbejder med, skal også nå den anden hjernehalvdel.

Nervecellen har en cellekerne og et cellelegeme. Cellelegemet har lange og korte tråde. De lange hedder axoner, hvor igennem cellen fører sin impuls mod en anden celle. Den kan blive meget lang og forgrene sig med mange andre celler. De korte udløber kaldes dendritter, hvor igennem cellen modtager impulser fra andre nervecellers axoner.

Det sted hvor axoner og dendritter mødes kaldes en synapse, som får impulser ved en elektrokemisk proces gennem noget, som man kalder en transmittersubstans.

Ved indlæring gennem impulser fra en synaps ændrer synapsen sig, fordi dendritterne tager imod impulser fra mange nerveceller og der bliver dannet flere synapser, altså forbindelser.

Når barnet bliver stimuleret dannes der flere synapser og forbindelser mellem cellerne. 70% af hjernens kapacitet er disponibel til indlæring, det andet er fastlagt til bestemte ting. Dendritdannelse og synapsforbindelse er grundlaget for udvikling.

Neuronet, som er en nervecelle med dendritter og axon, er grundelementet i nervesystemet. Her foregår overførelse og integration af informationer.

Der bliver dannet flere dendritter gennem stimulation. Man siger, at der er sammenhæng mellem stimulation, dendritudvikling og funktion af nervesystemet.

Omkring nerverne skal der dannes en skede, en slags fedtlag. Denne skede dannes af to slags celler, gliacellerne og myelin, som består af fedt og protein. Ikke alle nerver er myliniseret. Det sker op gennem barndommen og derfor er det bl.a. vigtigt at et barn spiser fedtholdig kost. Gliacellerne tager del i ernæring af nervecellerne og ryde op, smider døde celler og affald ud.

Hvis man sammenligner en nerve med et kabel, er de myelinserede axoner, dem der er isolerede og de umyeliniserede er de uisolerede tråde. En umyeliniseret nerve har en langsommere reaktionstid. Det er ellers praktisk med god reaktionshastighed, når man f.eks. skal flygte eller på anden måde redde sit liv.